Vandværkets historie

  • fra årene 1930-1947

    Året er 2006 – datoen er 20. maj – og det er blevet tid til at fejre Simested Vandværks 75 års fødselsdag.
    Dvs. vandværket er blevet godt og vel voksent, børnesygdommene er overtået.
    I den forbindelse har vi kigget lidt i de gamle bøger – og her finder vi de allerførste optegnelser fra juli måned 1930.
    Her står:
    “Tirsdag den 15/7 – 1930 sammenkaldtes til Møde paa Simested Afholdshjem med dette til formaal, at se om der var Stemning for et Vandværk her i Byen. Der nedsattes et 5 Mands Udvalg til at undersøge paa hvad maade og hvad Pris det kunde laves for”.
    5-mands udvalget kom til at bestå af købmand Schiøtt, bager Andesen, smed Kristensen, landmand Bundgaard og cigarhandler Andersen.
    Blot 10 dage herefter afholdtes så den første generalforsamling i foreningen “Interessentskabet Simested Vandværk Forsyning”. Her blev det vedtaget at anlægge et vandværk, og de fem igangsættere fra udvalget var helt naturligt valgt til den første bestyrelse med cigarhandler Søren Andersen som foreningens første formand. Bestyrelsens første opgave var herefter at få vandværket bygget på bedste måde, som der står i de gamle annaler.
    På et møde den 31. juli hos Søren Andersen blev det vedtaget at købe en byggegrund til vandtårnet af Laust Lauritsen, og selve arbejdet med etablering af vandværket blev overdraget til smed Kristensen. Herefter blev anlægssummen på kr. 5.500,00 optaget som lån i Hobro Sparekasse med løbetid på 28 år til 5 1/4%, afdraget med kr. 100,00 pr. termin – første gang 11. juni 1931. Dog blev det bemærket, at der de første otte terminer kun skulle afdrages kr. 50,00 pr. gang.
    Ved foreningens anden generalforsamling der blev afholdt 27. oktober 1930 blev Kristen Holmberg og købmand Mortensen valgt som revisorer, og lovene blev godkendt. – Det daglige arbejde blev overdraget til Anders Bundgaard.
    I december måned 1930 havde foreningen et møde med Simested Menighedsråd, hvor det blev vedtaget, at Simested Vandværk skulle levere vand til kirkegården på betingelse af, at menighedsrådet selv bekostede vandledningen fra købmand Mortensen og ind på kirkegården. Menighedsrådet skulle også selv stå for vedligeholdelse af denne vandledning samtidig med, at vandværket fik lov til at lukke for vandet i de fem vintermåneder.

    Det har helt sikkert været småt med penge i opstarten, for flere gange fortælles om, at man har lånt penge af Søren Andersen, og på generalforsamlingen i oktober 1931 fik den daglige leder – Bundgaard – lønnen sat ned fra kr. 100,00 til kr. 65,00, mens ansættelsen blev forlænget til 1. januar 1933. Året efter blev aflønningen yderligere reduceret til kr. 30,00.
    Ny i bestyrelsen i 1933: karetmager Nielsen, der kom med i bestyrelsen i stedet for købmand Schiøtt. I 1935 indtrådte Anton Jensen i bestyrelsen i stedet for Anton Nielsen. Samme år var der vist kommet lidt flere penge i kassen, for Anders Bundgaard kunne herefter hæve hele kr. 50,00 for sit arbejde med den daglige drift – også kaldet pasning af motorerne. – Og der blev også penge nok til, at Søren Andersen endelig kunne få sine lån indfriet.
    I 1936 vedtog man at nedsætte den årlige vandafgift fra kr. 30,00 til kr. 25,00, mens man kunne blive medlem af foreningen for blot kr. 30,00. På generalforsamlingen dette år blev Marius Hansen nyvalgt, mens smed Kristensen overtog pasningen af vandværket.
    I de første år blev generalforsamlingerne afholdt på Simested Afholdshjem, men i 1937 dukker begrebet – Simested Hotel – op for første gang. Til bestyrelsen nyvælges her Kr. Jensen, Kr. Bundgaard og skrædder Kristensen, men smed Kristensen fortsætter med at passe værket.
    Den væsentligste beslutning i 1938 er, at kommunen pålægges en årlig afgift på kr. 15,00 som godtgørelse for brug af vand i tilfælde af brand, og på et bestyrelsesmøde i april måned 1939 afslog man en forespørgsel fra sognerådet om levering af vand til Simested Skole.
    Efter lang og tro tjeneste stoppede Søren Andersen i bestyrelsen i 1942. Han blev erstattet af Anders Fogh, hvorefter smed Kristensen overtog hvervet som formand.
    Ved generalforsamlingen i november måned 1943 blev der valgt hele tre nye medlemmer til bestyrelsen: købmand Schiøtt, Anton Jensen og murer Sørensen.
    Krigsårene så ud til at forløbe ganske stilfærdigt uden særlige bemærkninger. Protokollerne bærer ikke præg af nogen former for konflikter. Derimod ser det ud til, at man har fået problemer med en boring i 1946. På generalforsamlingen samme år indtræder bager Andersen i bestyrelsen i stedet for smed Kristensen, og samme bager Andersen overtager ligeledes formandsposten.
  • fra årene 1947 til 1973

    På en ekstraordinær generalforsamling i juni måned 1947 indtræder barber Jensen i bestyrelsen i stedet for murer Sørensen. Man vedtager at forhøje vandafgiften og installere elektricitet til hjælp til oppumpning af vandet. Det var sket nogle gange, at beholderen havde været tom, og samtidig ville man også gerne levere vand til skolen. På den ordinære generalforsamling samme år blev Laurids Thorsager nyvalgt til bestyrelsen, mens smed Kristensen stadig stor for den daglige drift af vandværket. Det lykkedes i 1948 at få skolen med. De skulle betale kr. 65 årligt for vandleverancen, men installerede man også et WC mm. forbeholdt vandværket sig ret til at forhøje prisen. Derimod kunne man ikke imødekomme et ønske om vandleverance til jordemoderboligen med den begrundelse, at rørledningen ikke var stor nok til at klare jobbet.
    Året 1950 gav nyvalg til bestyrelsen til Kr. Lange, mens Anton Jensen overtog formandsposten. Igennem årene kom der også jævnligt nye medlemmer til foreningen – eller til vandværket.
    Igen i 1952 skulle der så vælges tre helt nye medlemmer til bestyrelsen. – Det blev Holger Nielsen, A. Pedersen og Niels Kristoffersen, og samtidig blev vandafgiften sat kr. 5,00 op til kr. 30,00 årligt pr. husstand. Holger Nielsen blev konstitueret som ny formand og kasserer.
    Der var atter problemer med vandstanden i 1953, og det blev besluttet at bruge lidt tid og kræfter på at rette op herpå. I 1954 kom Laurits Olsen og smed Kristensen i bestyrelsen i stedet for Holger Nielsen og Niels Kristoffersen, hvorefter Laurits Thorsager overtog posterne som hhv. formand og kasserer.
    Ved generalforsamlingen i 1955 blev der brugt lidt krudt på at fejre 25 års jubilæum – og i bestyrelsen blev Laurits Thorsager og barber Jensen erstattet af Ninus Poulsen og Anders Fog Larsen, der efterfølgende blev valgt til ny formand.
    På generalforsamlingen 10. december 1959 var fremmødet særlig dårligt. Der kom ingen medlemmer, og en enkelt fra bestyrelsen mødte heller ikke frem. Man udlagde det på den måde, at folk måtte synes, at alting var i gode hænder. På et bestyrelsesmøde den 28. september 1960 vedtog man, at forhøje indskuddet for nye medlemmer, idet man mente, at kr. 50,00 var alt for lille en pris at betale for at blive optaget i et gældfrit vandværk.
    Den 1. maj 1961 mødte kun 8 medlemmer op til en ekstraordinær generalforsamling om udvidelse af vandværket med Hydrofor. Da man 11 dage senere holdt et nyt møde om samme emne, var der kun mødt 9 medlemmer op, og ud- videlsen af vandværket blev her eenstemmigt vedtaget. Sidenhen blev optaget et lån på kr. 15.000,00 i Aalestrup Sparekasse til betaling af det nødvendige arbejde hermed. Dette beløb blev sidenhen hævet til kr. 18.000,00 for at kunne dække alle udgifter i forbindelse med udvidelsen. På en ikke særlig godt besøgt generalforsamling i november 1961, vedtog man herefter at fordoble vandafgiften.
    På generalforsamlingen den 23. november 1964 mødte kun een fra bestyrelsen foruden formanden samt een interessent. Alligevel lykkedes det at få valgt Jens Jørgensen som nyt medlem af bestyrelsen. Og på det efterfølgende bestyrelsesmøde blev Jens Jørgensen også valgt som formand. – Året efter var den gal igen; her mødte kun formanden og hotelværten, hvorefter man kunne konstatere, at den gamle bestyrelse måtte fortsætte uændret.
    Den 12. december 1966 når indskuddet for nye medlemmer nye højder med en stigning til kr. 500,00. – Året efter vedtog man, at fremtidige indbetalinger skulle ske til Sparekassen i Simested, og samtidig blev det vedtaget at idømme bøde for for sen betaling.
    i 1968 var det stadig smed Kristensen, der varetog pasningen af værket, og han kunne nu se frem til hele kr. 150,00 om året for det job. En ny vandledning til stationen blev vedtaget i 1969. På generalforsamlingen den 6. november 1970 indtrådte Laurits Thorsager og Kaj Jensen i bestyrelsen i stedet for Jens Jørgensen og A. Pedersen. Og Laurits Thorsager fik herefter også tildelt hvervet som formand. Betalingsrestancen fra statsbanerne så man sig nødsaget til at sende til sagfører. – På generalforsamlingen i 1971 blev det vedtaget at købe nye pumper.
    Orla Kristiansen blev nyvalgt til bestyrelsen i 1972, og han overtog samtidig formandsposten. Under eventuelt dette år blev det drøftet, hvordan man fik noget renere vand – evt. gennem indkøb af filtre. – På et efterfølgende bestyrelsesmøde fik man en gennemgang af problemerne vedrørende rensning af vandet og her blev man samtidig gjort bekendt med, at man ingen vandvindingsret havde. Dette faktum udløste behov for en ekstraordinær generalforsamling, og afstod man med 4 stemmer mod 8 fra at foretage sig noget.
    Den 3. december 1973 kom Vagn Hansen og Preben Mortensen med som nye i bestyrelsen. Smed Kristensen stod stadig for pasning af værket, og vandafgiften blev hævet til kr. 60,00.
  • fra årene 1973 – 1987

    En beslutning om fortov gennem byen medførte sænkning af bakken ved Stejlagervej, og det blev derfor nødvendigt at tage stilling til en eventuel ny hovedledning. En optegnelse bag i protokollen godtgjorde, at vandværket i juni måned 1968 var oppe på 48 aftagere af vand. Den efterfølgende ekstraordinære generalforsamling var i første omgang ikke beslutningsdygtig, men det lykkedes alligevel at få vedtaget tilbuddet om en ny hovedledning, udført af Hans Peter Knudsen, Thorup, – og med en finansiering over blot 5 år med et lån fra Bikuben i Aalestrup. – Efter endt arbejde skyldte hver enkelt bruger kr. 1.837,00 som dog kunne afdrages over 5 år. – Den 20 oktober 1976 beslutter man at hæve tilslutningsafgiften til kr. 2.000,00.
    I 1977 lavede toldvæsenet en gennemgang af regnskabet, og her fandt man ud af, at momsen havde drillet en smule,
    men det fik man dog hurtigt en ordning på.
    Smedemester Kristian Kristensen døde i 1977, og på generalforsamlingen dette år mindedes man hans store indsats. Han var med i bestyrelsen fra starten i 1930 til 1946 – og fra 1936 frem til sin død i 1977 passede han vandværket med stor omhu. – Smedemester Jørgen Langdal Jensen overtog herefter arbejdet med pasningen af vandværket. – Hermand Pedersen kunne på generalforsamlingen holde 25 års jubilæum som kasserer.
    i 1979 lavede man en besigtigelse af vandbeholderen, og det blev besluttet at understøtte den med nye jernbjælker og samtidig forsyne vandbeholderen med vandstandsglas. – Senere vedtog man at opkræve fremtidige vandbidrag via girokontoret.
    I 1981 blev der lagt op til, at Orla Kristensen og Vagn Hansen skulle lave et forslag til en revidering af vandværkets love. Herefter kom der i april måned 1982 et pålæg fra Aalestrup Kommune om at få monteret en vandmåler på værket samt lave en årlig indberetning til kommunen. På generalforsamlingen i november samme år blev Orla Kristensen afløst af Hans Jensen, og efterfølgende blev Kaj Jensen valgt til ny formand.
    Oktober måned 1973 fik foreningen en henvendelse fra Villy Søndergaard på Guldagervej, derfor formand for et vandværk med 9 brugere, om fremover at få leveret vand fra vort vandværk. – Efterfølgende blev han nyvalgt til bestyrelsen, og værket om op på 65 brugere.
    I 1985 kom der flere klager over kvaliteten af vandet, der dog langt fra var sundhedsfarligt, men der blev alligevel indkaldt til et møde for at få gjort noget ved problemet. – På generalforsamlingen samme år sluttede Chr. Lange efter mange år som revisor, og nyvalgt blev Jørn Rosenhøj, mens pasningen af værket blev overtaget af Peter Nielsen.
    En gennemgribende renovering af vandværk blev foretaget i 1986, og her var det Hans Jensen og Peter Nielsen, som tog det store slæb. Vandværket kom ud af regnskabsåret med et lille underskud på kr. 2.000,00 på driften.
    Vi havde ansøgt om tilladelse til at opføre et filteranlæg ved det bestående vandværk, og på et efterfølgende vandforsyningsmøde med Aalestrup Kommune i august måned 1986, opfordredes samtlige vandværker i Simested til en sammenlægning og en fælles løsning på vandforsyningen.
    Da alle boringer i byen viste for stort mangan- og jernindhold, og idet kommunen er forpligtet til at lave en samlet vandforsyningsplan for området, og da kun eet vandværk kunne få vandvindingsret – var retningen således udstukket. Snedker Poulsen’s vandværk ønskede ikke at deltage i de følgende undersøgelser. – Men undersøgelserne blev sat i gang.
    Den 31. marts 1987 blev der så kaldt til ekstraordinær generalforsamling på Simested Hotel med punkterne::
    1) Sammenlægning af vandværker – 2) Økonomiske beføjelser – 3) Filteranlæg.
    Man skulle nu have en ny renvandsbeholder, to nye renvandspumper og et slambassin tilsluttet det kommunale kloaksystem, og ved sammenlægningen skulle hovedledningen forbinde de tre vandværker. – Generalforsamlingen gav fuld tilslutning til bestyrelsens videre arbejde med sammenlægning. I 1987 blev også Østhallen tilsluttet vandværket.
    I maj måned 1987 vendte snedker Poulsen’s vandværks seks brugere tilbage og ville gerne have en orientering, og de meldte sig efterfølgende under fanerne i det nye vandværk.
    Den 25. maj 1987 var beslutningerne i hus, og der afholdtes fælles bestyrelsesmøde for de involverede parter, hvor den fremtidige struktur blev klarlagt – og så skulle der selvfølgelig lavet et nyt sæt love for den nye forening.
  • fra årene 1987 til 2006

    Efter godkendelse på en ekstraordinær generalforsamling, blev ombygning og udvidelse af vandværket lagt i hænderne på murerfirmaet Børge Andersen, Thorup, Simested El-Service, Simested Smede- og Maskinforretning samt Hans Peter Knudsen, Thorup. Skæringsdatoen for sammenlægningen blev aftalt til 15. december 1987. Samtidig blev der vedtaget nye standardlove fra foreningen af private vandværker. – Og den første bestyrelse i det nye regi blev:
    Kaj Jensen, Hans Jensen, Søren Høgh Jensen, Vagn Hansen og Karsten Christensen ……. og de sidder der stadigvæk alle den dag i dag. Suppleanter blev Hans Jacobsen og Svend Andersen. Som revisor valgtes Jørn Rosenhøj og Svend Andersen. – Efterfølgende konstituerede bestyrelsen sig med Kaj Jensen som formand. Hans Jensen som kasserer, og Peter Nielsen skulle fortsat stå for den daglige drift i de nye rammer.
    Oktober måned 1987 begyndes det fysiske arbejde omkring sammenlægningen af vandværkerne, hvilket også indebar nogle uforudsete opgravninger ved Eveldrupvejs vandværk. – Det nye vandværk med filter, nye pumper og vandbeholder blev indkørt den 17. marts 1988, Eveldrupvejs vandværk blev tilkoblet fuldt ud den 22. marts, mens skolen blev tilkoblet 7. april. – Lørdag den 11. juni blev der så holdt åbent hus på det nye anlæg, hvor hele 30 medlemmer mødte op til øl, sodavand og chips.
    Til den første rigtige generalforsamling i det nye vandværk var der mødt hele 27 forbrugere – og der var genvalg over hele linjen.
    I 1992 foreslog kommunen en udvidelse af Simested Vandværks vandforsyningsområde, men det reagerede bestyrelsen imod med den begrundelse, at det var alt for voldsom en udvidelse..
    I 1993 udsendte Told og Skat et nyhedsbrev om, at de fra 1. januar 1994 skulle have en afgift på kr. 1,00 pr. m3 oppumpet vand med en løbende stigning til kr. 5,00 pr. m3 i 1998. Samtidig satte bestyrelsen sig for at finde ud af, om det var muligt at få lavet nogle billigere vandprøver, da man følte prisen havde nået et ret så højt niveau.
    På generalforsamlingen i 1993 blev Otto Jacobsen nyvalgt som revisor i stedet for Svend Andersen, og samtidig blev det vedtaget, at der skulle installeres vandure hos samtlige forbrugere. Et arbejde, som skulle være afsluttet senest 5. januar 1995. I 1994 vedtog man grundet grønne afgifter at ændre regnskabsåret.
    Efter et bestyrelsesmøde i januar 1995 overtog Søren Høgh Jensen kassererposten efter Hans Jensen. Den nye vandforsyningsplan havde givet flere forbrugere til vandværket, men også en masse problemer, som skulle forsøges løst hen ad vejen.
    Maj måned 1995 opstod der problemer med pumperne, så højtliggende forbrugere klagede over vandmangel. Fejlene blev udbedret og i august måned leverede værket så også vand til alle på Thorup-ledningen.
    Efter nogle år med generalforsamling på skolen blev det på et bestyrelsesmøde i januar 1997 vedtaget, at man fremover vil vende tilbage til at afholde møderne på Simested Hotel. Deen 22. januar vedtog man efter en del uoverensstemmelser og en kraftig opfordring fra vandværksforeningen det drastiske skridt at lukke for vandet hos en forbruger i Thorup.
    Formand Kaj Jensen sagde i sin beretning på generalforsamlingen i 1997, at det til dato havde været det mest begivenhedsrige år i vandværkets historie. Man havde også i årets løb forsøgt at få lavet fælles regulativ for alle vandværker i kommunen, som kunne godkendes af kommunen. – Efter yderligere en tvist – også med en forbruger i Thorup måtte Aalestrups borgmester, Per Bisgaard gå til aviserne og bekende, at kommunen ikke havde handlet korrekt. Kommunen vedtog herefter, at vandværket kunne fremsende regning på tilslutningsafgiften til kommunen, hvorefter man kunne tilbagebetale tilslutningsafgiften til de to forbrugere i Thorup, man havde haft uoverensstemmelser med.
    Der blev i april måned 1997 taget initiativ til, at samtlige vandværker i Aalestrup Kommune kunne diskutere beredskabsplan: Hvad gør vi, hvis uheldet er ud, og vandværket ikke kan forsyne sine forbrugere?
    På generalforsamlingen i 1999 blev det vedtaget at flytte den årlige generalforsamling til afvikling i februar måned. Herefter ser det ud til at være faldet ro på efter de store omvæltninger med sammenlægning og udvidelsen af vandforsyningsområdet.
    Som allerede nævnt har den siddende bestyrelse været den samme siden sammenlægningen i 1987, og den fungerer tilsyneladende ganske fint som en lille familie med de op- og nedture, det nu engang giver.
    I 2005 blev der rette henvendelse til Aalestrup Elektro omkring oprettelse af en nødstrømsforsyning – og desuden blev der rettet henvendelse til kommunen om sløjfning af nedlagte vandboringer.